Mat A - Skriftlig
Den skriftlige eksamen varer 5 timer i alt med max 1 time til delprøve 1.
Før prøven
- Hav egen formelsamling klar til delprøve 2 (fx egne noter og/eller systime formelsamling).
- Skab overblik i noter og bøger, så du hurtigt kan slå emner op.
- Opret på forhånd sidehoved/fod med navn, klasse, fag, skole, dato samt sidetal.
- Husk at medtage årets forberedelsesmateriale. Sørg for at have lavet en opsummering af vigtige formler.
Under prøven
Brug tiden effektivt
Hvis du stadig sidder fast i en opgave efter at have prøvet i et stykke tid, så gå videre til en anden. Hvis både du og CAS giver op over for en udregning, så red nogle point ved at forklare metoden og hvad du ville forvente som resultat.
Hvis et resultat som du ikke kan udregne skal bruges til efterfølgende beregninger, så vælg en rimelig værdi og regn videre med dette.
Alle delopgaver vægtes lige i bedømmelsen, så start evt. med de letteste opgaver.
Det er selvfølgelig ikke forbudt at løse ligninger mv. i hånden i delprøve 2, men der bør i princippet være en god grund til det (fx. at udledningerne kan bruges senere i opgaven) da det ellers vil tage for lang tid. Skriv en lille bemærkning om, hvorfor du har valgt at gøre det.
Til delprøve 2 kan opgavesættet udleveres digitalt, så der fx er mulighed for at kopiere opgavetekst og figurer.
Når du bruger CAS-værktøjer, kan det spare tid at indtaste udregningerne uden for mange gentagelser. Gem gerne funktioner eller variable i hukommelsen, så du derefter kan nøjes med at skrive navnene.
Kontroller facit (hvis du har tid)
Tjek at du rent faktisk svarer på det, der bliver spurgt om.
Overvej om resultaterne er rimelige (evt. vha. en hurtig overslagsberegning) og/eller giver anledning til en kommentar, hvor du kan vise overblik og forståelse.
Andet
- Vinkler: Husk at vinkler regnes i radianer ved funktioner og grader i geometri. (I Maple bruges sin/cos/tan til radianer og Sin/Cos/Tan til grader.)
- Backup: Husk at gemme og tage backup regelmæssigt. Brug evt. et USB-stik for en sikkerheds skyld.
- Internet: Brug af internet er kun tilladt for adgang til materiale fra undervisningen der ikke kan tilgås offline. Se eksamensreglement på Lectio for den seneste information og liste over tilladte sider.
- Aflever som PDF: Konverter til PDF og tjek den igennem på skærmen inden du afleverer.